INDHOLD
Eksempler på personattesten
Eksempel: Nyfødt og unavngivet - Dansk
Eksempel: Ugift - Dansk/engelsk
Eksempel: Gift - Dansk/engelsk
Eksempel: Attest på afdød - dansk
Eksempel: Attest på afdød - Dansk/engelsk
(Bemærk: alle eksempler på attester på siden viser KUN fiktive personer).
Om personattesten
Attestbestilling på borger.dk
Hvordan bestiller du en attest, hvis du IKKE har MitID
Hvad kan du finde af oplysninger på personattesten?
Fødsel, Fødselsregistreringssted, Fødested, Forældre, Navn, Civilstand, Død
_____________________
Om personattesten
Personattesten erstatter den tidligere Fødselsattest, Fødsels- og navneattest og Døds- og begravelsesattest.
Du kan bestille din egen Personattest, og du kan bestille en Personattest på dit barn under 18 år.
Du er berettiget til en attest udstedt fra Personregistret/Den digitale kirkebog, hvis du opfylder mindst en af følgende betingelser:
- Du er fødselsregistreret i Danmark (folkekirkesogn eller sønderjysk kommune)
- Du er registreret på baggrund af international fremmedadoption
- Der er registreret oplysninger om dig i Personregistret/Den digitale kirkebog:
- Navneændring efter 1. april 2006
- Der ønskes attest på en afdød, der er død i Danmark
Personattesten er en attest, der bekræfter oplysninger af civil karakter, der på tidspunktet for udskriftet, er registreret om dig i Personregistret/Den digitale kirkebog og CPR.
Derfor vil attesten indeholde flere oplysninger, efterhånden som der bliver registreret mere om dig. Eksempelvis vil en Personattest udstedt på et nyfødt barn, der endnu ikke har fået navn, kun indeholde oplysninger om personnummer, fødsel og forældre, mens en Personattest på en afdød person også vil indeholde oplysninger om navn, civilstand og dødsfald/begravelse.
Personattestens oplysninger er som nævnt ovenfor altid de senest registrerede oplysninger. Har du brug for at dokumentere tidligere registrerede forhold, f.eks. hvilke navne du tidligere har båret, skal du bruge en Registerindsigt.
Attestbestilling på borger.dk
Du skal bestille din Personattest på borger.dk, med mindre du er fritaget for obligatorisk digital selvbetjening og Digital Post. Du kan bestille din attest til:
- afhentning på kirkekontoret/sønderjysk Borgerservice
- forsendelse med brev. Denne attest udstedes på attestpapir og har stempel og fysisk underskrift
- din Digitale Post. Denne attest er digitalt signeret og er kun til digitalt brug.
Vær opmærksom på: En digital attest ikke har fysisk underskrift og stempel. Du skal selv undersøge, om den myndighed i Danmark eller udlandet, der skal modtage attesten, accepterer en digitalt signeret attest.
> Læs evt. mere om digitalt signerede attester
Hvordan bestiller du en attest, hvis du IKKE har MitID
Hvis du ikke kan bestille din attest med MitID, eller er fritaget for obligatorisk digital selvbetjening eller Digital Post, kan du henvende dig personligt til et sogn, eller hvis du er fødselsregistreret i Sønderjylland til din sønderjyske fødekommune. Husk at medbringe billede-ID.
Hvis du henvender dig personligt modtager du en Personattest på attestpapir med stempel og fysisk underskrift.
Du har mulighed for at få attesten på dansk eller dansk/engelsk, - eller hvis du skal bruge personattesten i et andet EU-land, kan du bestille et sprogbilag (flersproget standardformular) som oversættelse af din Personattest..
> Læs mere om Sprogbilag (flersproget standardformular)
Hvad kan du finde af oplysninger på personattesten?
Her kan du læse om, hvordan Personattesten fungerer og hvilke oplysninger, der fremgår af personattesten..
Fødsel
Fødselsregistreringssted:
- Hvis du er fødselsregistreret uden for Sønderjylland før 1. januar 1978 er dig fødselsregistreringssted det sogn, hvor du er født - også kaldet hændelsessognet.
- Hvis du er fødselsregistreret uden for Sønderjylland efter 1. januar 1978 er dit fødselsregistreringssted dét sogn, hvor din mor havde folkeregisteradresse, da du blev født - også kaldet bopælssognet.
- Hvis du er fødselsregistreret i Sønderjylland, er dit fødselsregistreringssted den kommune, hvor din mor havde folkeregisteradresse, da du blev født.
- Hvis dit fødselsregistreringssted - sogn/kommune har ændret navn eller kommunetilknytning, vil det være det nye navn, der står på attesten. Myndighedernes navne er ændret f.eks. ved kommunesammenlægningerne i 2007, eller hvis flere sogne bliver sammenlagt til ét sogn.
- Hvis du er født i udlandet, vil det land, hvor du er født være registreret som fødselsregistreringssted. Det er oftest folkeregistret, der har foretaget den registrering i CPR.
Oplysningen om dit fødselsregistreringssted skal det være verificeret (kontrolleret), før det fremgår af din attest. Den udstedende myndighed sørger for denne verificering, før du får attesten udleveret.
Fødested:
Hvis du er født i Danmark efter år 2003, vil du kunne finde oplysninger om dit fødested, som kan være et hospital, en adresse ved hjemmefødsel, eller din udenlandske fødeby eller -land.
Hvis du er født før 2003, vil Fødested ikke stå på din attest.
Har du brug for at få en bekræftelse på hvor du er født, kan du på kirkekontoret/den sønderjyske kommune få udleveret en 'Bekræftelse af Fødested'.
Forældre
I forbindelse med fødselsregistreringen eller ved adoption, bliver dine forældre eller adoptivforældre registreret. Oplysninger om forældre registreres oftest af den myndighed, der har registreret din fødsel, eller af Familieretshuset.
Hvis du er født i udlandet, kan det også være Borgerservice i en kommune, der har registreret oplysninger om forældre.
Oplysningen om forældreforhold skal være verificeret (kontrolleret), før det fremgår af din attest.
Er verificering påkrævet, søger den udstedende myndighed for, at oplysningerne bliver verificeret.
Vær opmærksom på: Hvis du er født i udlandet, er det ikke altid, at oplysninger om dine forældre skal verificeres (kontrolleres). I det tilfælde vil oplysninger om dine forældre ikke stå på din Personattest.
Navn
På Personattesten vil der altid stå dit nuværende fulde juridiske navn. Det er det navn, som senest er registreret på dig i CPR. Dato og myndighed for registreringen fremgår af attesten.
Et evt. adresseringsmellemnavn vil ikke fremgå af Personattesten, da adresseringsmellemnavnet ikke er dit juridiske navn.
> Læs om adresseringsmellemnavne på retsinfo.dk (nyt vindue)
Myndighed for navneregistreringen er det sogn, du havde folkeregisteradresse i på tidspunktet for registreringen. Hvis du er fødselsregistreret i Sønderjylland, er myndigheden den kommune, hvor du er fødselsregistreret.
Civilstand
Den aktuelle civilstand vil fremgå med dato og myndighed, fra personen er 18 år.
Hvis attesten gælder en afdød person, vil civilstanden fremstå som ’Død’ og myndigheden for registreringen er afdødes bopælssogn.
Hvis dødsfaldet er sket før 2017, kan der stå 'Digital Indberetning' under Myndighed. Det betyder, at dødsfaldet er indberettet digitalt af Sundhedsdatastyrelsen.
Hvis personattesten udskrives på en afdød person, vil navnet på en tidligere ægtefælle fremgå.
Død
Begravelsesmyndigheden er afdødes sidste bopælssogn (uanset medlemskab af folkekirken). Begravelsesmyndighed registrerer begravelsen i Personregistret/Den digitale kirkebog.
Hvis afdøde ikke havde dansk bopæl, er begravelsesmyndigheden det sogn, hvor dødsfaldet skete.
Hvis dødsfaldet er sket før 2017, kan der stå 'Digital Indberetning' under Begravelsesmyndighed. Det betyder, at dødsfaldet er indberettet digitalt af Sundhedsdatastyrelsen.
Hvis dødsfaldet fandt sted i udlandet, vil landets navn fremstå som myndighed for dødsfaldet på Personattesten. Denne oplysning er registreret af kommunen/folkeregistret.
> Slå op i ordbogen, hvis der er ord og betegnelser, du ikke kender
Eksempler på personattest
(Bemærk: alle eksempler på attester viser KUN fiktive personer).
Eksempel: Nyfødt og unavngivet - Dansk
Eksempel: Ugift - Dansk/engelsk
Eksempel: Person er gift - Dansk/engelsk
Eksempel: Attest på afdød - dansk
Eksempel: Attest på afdød - Dansk/engelsk