Du skal som udgangspunkt betale gebyr for din ansøgning. Det er uanset, om du skal ændre hele dit navn eller kun et enkelt bogstav.
Du skal også betale gebyr, hvis du ønsker at slette noget af dit navn, f.eks. et fornavn nr. 2, eller hvis du ønsker at ændre dit navn til et navn, du tidligere har haft, f.eks. i forbindelse med en skilsmisse.
Er der undtagelser?
Vielse
Hvis du skal giftes, og du og din kommende ægtefælle skal have et fælles mellem- eller efternavn, er det gebyrfrit at ændre navn, dog senest tre måneder efter datoen for jeres vielse.
Flere ansøgere i familien samtidig
Hvis du søger om navneændring for flere personer i familien samtidig, skal du betale gebyr for hver person. Du skal dog kun betale ét gebyr, hvis personerne på ansøgningerne er:
- ægtefæller
- ugifte samlevende (som har boet sammen i minimum 2 år)
- søskende eller plejebørn under 18 år
- forældre og børn under 18 år
Ansøgningerne skal indsendes samtidigt, det vil sige inden for 14 dage. Hvis ansøgningerne udfyldes med mere end 14 dages mellemrum, er de ikke afleveret samtidigt, og der skal derfor betales gebyr for hver ansøgning.
> Læs om navneændring ved vielse
Hvordan gør du?
Du skal betale i forbindelse med den første ansøgning, og i de næste ansøgninger skal du afvise at betale gebyr og henvise til den første ansøgning, hvor der er betalt. Du henviser ved at oplyse personnummer eller referencenummer for første ansøgning. Du finder referencenummeret i kvitteringsmailen du har fået på den første ansøgning.
Hvis dit barn skal have samme navneændring, som du tidligere har fået
Hvis dit barn under 18 skal have en navneændring (mellem- og/eller efternavn), som du selv har fået tidligere, skal du ikke betale gebyr. Du skal i ansøgningen henvise til, at dit barns navneændring er den samme, som den du selv har fået på et tidligere tidspunkt. Barnet skal være født på tidspunktet for din navneændring.