På borger.dk klikker du først på hovedemnet 'Familie og Børn' og derefter åbner du menupunktet 'Navne og navneændring' og klikker på 'Navneændring'.
> Find Familie og børn på borger.dk
Du starter din ansøgning ved at klikke på 'Start' til højre og derefter på den grønne firkant 'Videre'.
Hvis du ikke allerede er logget på borger.dk, skal du logge ind med NemID/MitID.
Indhold
Introduktionsside (Trin 1 af 6)
Navneændring (Trin 2 af 6)
Pop-up vindue
Oplysninger om ansøger (Trin 3 af 6)
Betaling (Trin 4 af 6)
Du skal betale
Du skal ikke betale
Oversigt over indtastede oplysninger (Trin 5 af 6)
Pop-up vindue
Signering
Kvittering (Trin 6 af 6)
__________________________
Introduktionsside (Trin 1 af 6)
Her kan du læse, hvad du skal have klar for at lave ansøgning om navneændring og et par ting, som du skal være opmærksom på.
Hvis du har børn, skal du nederst vælge om du laver navneændring for dig selv, eller for dit barn.
Klik på 'Start'
Navneændring (Trin 2 af 6)
Her står dit nuværende navn i felterne Fornavn, Mellemnavn og Efternavn.
Du skal rette navnene til de(t) navn(e) du ønsker, og slette de navne, du ikke ønsker længere.
Ved mellem- og efternavn skal du vælge hvilken tilknytning du har til det nye navn, f.eks. 'Navn båret af dine forældre', 'Dit tidligere mellem- eller efternavn' eller 'Din ægtefælles mellem- eller efternavn'.
Vær opmærksom på: Hvis du vælger tilknytningen 'Din samlevers mellem- eller efternavn' kommer der et ekstra felt op med en Samlivserklæring, som du skal sætte flueben ved, hvis I opfylder de krav der står. Opfylder I ikke kravene, kan du ikke tage navn fra din samlever.
Klik på Næste
> Læs om navneregler ved navneændring for dig selv
Pop-up vindue
Der kommer et vindue op med det navn du ansøger om. Du skal klikke på 'Ja, dette er korrekt', for at bekræfte det ønskede navn. Hvis det ikke er det korrekte navn, skal du gå tilbage og rette i navnefelterne.
Oplysninger om ansøger (Trin 3 af 6)
Her skal du skrive din mailadresse og telefonnummer. Du kan vælge om oplysningerne skal skjules for en evt. medunderskriver.
Er der en anden, som også skal skrive under på ansøgningen, f.eks. samlever eller ægtefælle, skal du skrive deres personnummer, fulde navn og e-mail.
Klik på Næste
Betaling (Trin 4 af 6)
Her skal du markere, i hvilken forbindelse, du søger om navneændring.
Klik på Næste
Du skal betale
Hvis du skal betale, bliver du ført videre til et betalingsvindue, hvor du skal anføre dine betalingsoplysninger. Du skal vælge hvilken betalingsmåde du ønsker at bruge.
Når du har oplyst dine betalingsoplysninger får du besked om at de er registreret, og at pengene først hæves, når du har endeligt underskrevet ansøgningen.
Vær opmærksom på: Gebyret hæves, når første underskrift er gået igennem. Hvis en evt. medunderskriver ikke ønsker at skrive under, kan du ikke få gebyret refunderet.
Du skal ikke betale
Hvis du ikke mener, at du skal betale, skal du i begrundelsesfeltet skrive hvorfor du ikke mener, at du skal betale, og evt. skrive et referencenummer på en sag, hvor der er betaling du vil henvise til.
> Læs mere om regler for gebyr ved navneændring
Oversigt over indtastede oplysninger (Trin 5 af 6)
Her får du vist en oversigt over, hvad du har indtastet - dit ønskede navn, din mail og telefonnummer, en evt. medunderskrivers navn og mailadresse, og nederst står der, hvem der skal underskrive ansøgningen.
klik på Underskriv
Pop-up vindue
Håndtering af Persondata
Her ser du en oversigt over regler for persondata i forbindelse med din ansøgning.
I bunden af denne oversigt, skal du klikke på 'Ja, jeg har læst ovenstående'.
Signering
Du ledes over til NemID/MitID og skal endeligt underskrive din ansøgning.
Kvittering (Trin 6 af 6)
Du får en kvittering, som også sendes til din mailadresse. Her står referencenummeret på sagen og hvis en anden skal medunderskrive, står der navn og mailadresse på vedkommende. Du får også oplyst hvilken myndighed, der skal behandle ansøgningen. Har du spørgsmål til ansøgningen, skal du kontakte denne myndighed.
Hvis andre skal underskrive din ansøgning, kan du se status ved at logge dig på borger.dk og gå ind under Navneændring.
Vær opmærksom på: Hvis du har fået skrevet en forkert mailadresse til den person, som skal medunderskrive, kan hverken du eller andre rette det i ansøgningen.
I stedet skal du bede den person, der skal medunderskrive om at logge ind som sig selv på borger.dk, gå ind under navneændring og klikke på 'Medunderskriv ansøgning om navneændring med NemID/MitID'. Sagen vil ligge derinde til underskrift.