Forældremyndighed ved Navngivning
Et barn skal navngives inden det er 6 mdr. Forældremyndighedsindehaver(ne) skal underskrive ansøgningen.
Den ene forælder er ikke registreret
Er der eneforældremyndighed, og den anden forælder ikke er registreret, skal den, som har eneforældremyndighed ansøge om navngivning og underskrive ansøgningen alene.
Vær opmærksom på: Barnet kan ikke få et slægtsnavn som mellem- eller efternavn fra den forælder, der ikke er registreret, medmindre der er tale om et frit efternavn.
> Læs om frie efternavne hos Familieretshuset (nyt vindue)
Det betyder også, at hvis I har planlagt barnedåb, og far/medmor ikke er registreret endnu på dagen for dåben, så kan barnet ikke få fars/medmors slægtsnavne, og der skal navngives med slægtsnavne fra mors familie ved dåben. Hvis barnet skal have fars/medmors slægtsnavne, skal I lave en navneændring, når far/medmor er blevet registreret. Der skal betales gebyr for navneændringen.
Begge forældre er registreret, men der er eneforældremyndighed
Hvis begge forældre er registrerede, men kun den ene har forældremyndighed, er det kun forælderen med eneforældremyndighed som skal søge om navngivning og skrive under. Barnet må også få slægtsnavne fra den forælder, som ikke har forældremyndighed, uden at denne skal spørges eller skrive under.
> Slå op i ordbogen, hvis der er ord og betegnelser, du ikke kender