Indhold
Fornavn
Godkendte fornavne
Ikke-godkendte fornavne
Mellemnavn
Efternavn
Slægtsmæssig tilknytning
Beskyttet efternavn
Frit efternavn
Særlige navneregler -(når der ikke skelnes mellem for- og efternavne)
Kønsbestemte endelser på efternavne
Alle børn skal have et fornavn og et efternavn senest seks måneder efter, at de er født. Det er forældremyndighedsindehaver(ne), som beslutter, hvad barnet skal hedde og skriver under på ansøgningen om navngivning. Læs mere om navnereglerne herunder.
_______________________________
Fornavn
Jeres barn skal have mindst ét fornavn, men kan godt have flere fornavne, f.eks. Ulla Camilla eller Rasmus Martin. Så længe der ikke er bindestreg imellem navnene, er det selvstændige navne.
Eksempel:
Kristense Amalie Kloster. Her er Kristense og Amalie selvstændige fornavne, der er ikke noget mellemnavn, og Kloster er efternavn.
Godkendte fornavne
I kan vælge fornavne fra listen over godkendte fornavne.
I kan se på Familieretshusets liste over godkendte fornavne, om et fornavn er godkendt eller ej.
I kan vælge mellem pige-, drenge- og unisex-navne. En pige kan ikke få et drengefornavn og omvendt.
I kan sætte to godkendte fornavne sammen med en bindestreg, f.eks. Anne-Elisabeth eller Jacob-Tobias.
> Find listen over godkendte fornavne hos Familieretshuset.dk
Ikke-godkendte fornavne
Hvis det fornavn, I ønsker at give jeres barn, ikke står på listen over godkendte navne, kan I søge om at få det godkendt. Det gør I, når I udfylder ansøgningen, hvor I bliver bedt om at begrunde, hvorfor I ønsker et ikke godkendt fornavn.
Mellemnavn
Vær opmærksom på: Blot fordi barnet får tre navne, skal navn nr. to ikke nødvendigvis være mellemnavn - læs ovenfor under Fornavn.
Det er frivilligt, om I vil give jeres barn et mellemnavn. Barnet må gerne få mere end ét mellemnavn.
Et mellemnavn er oftest et ekstra efternavn, som står imellem et eller flere fornavne og efternavnet.
Eksempel:
Ulla Borup Jensen. Her er Borup et mellemnavn, som står imellem fornavnet Ulla og efternavnet Jensen.
Efternavn
Jeres barn skal have et efternavn. Et efternavn er det navn, der står sidst i navnerækken og henviser normalt til jeres barns slægt (slægtsnavn).
Barnet må kun få ét efternavn. Hvis I ønsker det, kan to efternavne forbindes med en bindestreg, så det bliver til ét efternavn, eksempelvis Møller-Jensen eller Berg-Vestergård. Der må ikke sættes flere end to efternavne sammen med bindestreg. Ønsker I to efternavne, kan I også vælge at placere det ene navn som mellemnavn.
Vær opmærksom på: Sættes to efternavne sammen med bindestreg, er der ikke tale om et nydannet efternavn. Når ansøgningen udfyldes på borger.dk og skal markere tilknytning til navnet, skal det markeres, at efternavnet er fra familien.
Der er forskellige typer efternavne:
Slægtsmæssig tilknytning
Som regel skal der være en slægtsmæssig tilknytning til det efternavn, som I vil give jeres barn. Slægtsmæssig tilknytning betyder, at et efternavn skal være båret af barnets forfædre ”i lige linje" - det vil sige barnets forældre, bedsteforældre, oldeforældre og tipoldeforældre. Et barn kan derfor ikke få et efternavn efter forældres søskende, onkler, kusiner mv.
Vær opmærksom på: Hvis forældrene ikke er gift, kan barnet ikke få fars/medmors efternavn, før faderskabet/medmoderskabet er registreret.
> Læs om registrering af faderskab/medmoderskab
Beskyttet efternavn
Hvis der er 2.000 personer eller færre med samme efternavn, er det beskyttet. Hvis jeres barn skal have et beskyttet efternavn, skal det være i jeres familie, dvs. barnet skal have en slægtsmæssig tilknytning til navnet (læs afsnittet ovenfor).
Er navnet ikke i familien, kan jeres barn kun få navnet, hvis I søger skriftlig tilladelse fra alle personer over 12 år, bosiddende i Danmark, der bærer navnet som efternavn. De skal alle skrive under på en Samtykkeerklæring. Det kan du læse mere om i Vejledning om navne, afsnit 3.10.
> Få overblik over hvor mange, der hedder det efternavn du ønsker på Danmarks Statistiks hjemmeside (nyt vindue)
> Find henvisning til Vejledning om navne
> Download Samtykkeerklæring på papirblanket (pdf.)
Patronymnavn
Et patronymnavn er et efternavn, som består af mors, fars eller medmors fornavn med en endelse på.
Er jeres familie fra Danmark, kan I lave patronymnavnet med endelserne -søn eller -datter, f.eks. Hannessøn/Hannesdatter eller Erikssøn/Eriksdatter.
Er jeres familie fra en anden kultur med tradition for patronymnavne, kan barnet få et patronymnavn med endelsen fra den kultur, f.eks. -son og -dottir fra Island, f.eks. Vigdisson/Vigdisdottir eller Sigurdsson/Sigurdsdottir.
Du kan læse mere om patronymnavne i Bekendtgørelse af navne §7 og i Vejledning om navne afsnit 3.12.
Vær opmærksom på: Patronymnavne er altid personlige, og kan derfor ikke videregives til børn eller ægtefæller.
> Find henvisning til Bekendtgørelse om navne
> Find henvisning til Vejledning om navne
Frit efternavn
Hvis der er flere end 2.000 personer med samme efternavn, er efternavnet frit og kan tages af alle, uanset, om det er i ens familie. I kan give jeres barn et frit efternavn enten som efternavn eller mellemnavn.
> Find frie efternavne hos familieretshuset.dk
Særlige navneregler -(når der ikke skelnes mellem for- og efternavne)
I nogle kulturer skelner man ikke mellem for- og efternavne. De danske regler for navne giver mulighed for, at dit barn som efternavn kan få en af forældrenes eller bedsteforældrenes navn, hvis navnet har tradition i sådan en kultur. I kan se listen over disse navne, der har tradition i en kultur, der ikke skelner mellem for- og efternavne, (§ 7, stk. 1, nr. 3), på Familieretshusets hjemmeside.
> Find navne fra kulturer, som ikke skelner mellem for- og efternavne hos familieretshuset.dk
Kønsbestemte endelser på efternavne
Nogle efternavne har tradition i en kultur, hvor der er kønsbestemte endelser på navnet. F.eks. mand: -ov og kvinde: -ova
De danske regler for navne giver mulighed for, at jeres barn kan få en kønsbestemt endelse på sit efternavn, hvis navnet har tradition i sådan en kultur. I kan se listen over disse kønsbestemte endelser på Familieretshusets hjemmeside. I kan også læse om kønsbestemte endelser i Vejledning om Navne.
> Find liste over kønsbestemte endelser hos familieretshuset.dk
> Find henvisning til Vejledning om navne og læs om kønsbestemte endelser, afsnit 3.9
Hvis I har behov for mere hjælp til jeres barns navn
Hvis I ønsker hjælp, kan I kontakte jeres bopælssogn/barnets sønderjyske fødekommune.
> Find bopælssogn på borger.personregistrering.dk
> Find Sønderjysk kommune
_________________________
Øvrige relevante links
> Læs om hvordan I søger om navngivning til jeres barn
> Læs om navneregler på borger.dk
> Find jeres bopælssogn på borger.personregistrering.dk
> Find jeres myndighed, hvis jeres barn er født i Sønderjylland