Har du fået en kvittering på din ansøgning om fx navngivning, navneændring eller omsorgs- og ansvarserklæring – men samtidig besked om, at den ikke kan sendes videre til sagsbehandling?
Det skyldes, at du (eller dit barn) ikke er registreret med en folkeregisteradresse i Danmark.
Her kan du læse, hvad det betyder, og hvor du skal henvende dig i stedet.
Hvorfor kan din ansøgning ikke behandles?
Når du søger via borger.dk, bliver din ansøgning automatisk sendt til den myndighed, der skal behandle sagen. Det kræver, at du er registreret med en adresse i CPR (Det Centrale Personregister).
Hvis du:
- bor i udlandet
- er registreret med ukendt adresse
- er registreret uden fast adresse
- eller af andre grunde ikke har en dansk folkeregisteradresse
- kan ansøgningen ikke sendes videre automatisk.
Hvad skal du gøre i stedet?
Det afhænger af din situation, hvordan du skal forholde dig. Nedenfor kan du se, hvordan du skal forholde dig afhængigt af, hvilken situation du er i.
Hvis du er registreret uden fast adresse eller med ukendt adresse i Danmark
Hvis du er registreret i CPR:
- uden fast adresse
- eller med status ukendt adresse
- skal din ansøgning behandles i Danmark.
Sagsbehandlingen skal ske i det sogn, hvor den kommune, som har registreret din adressestatus i CPR, er beliggende (folkeregistersognet). Du skal derfor kontakte dette sogn, hvis du skal have sagsbehandlet en ansøgning.
Hvis du er i tvivl om, hvilken kommune der har registreret din adressestatus, kan du kontakte borgerservice.
Hvis du er født i Sønderjylland, er det den kommune, hvor du er født, der skal behandle din ansøgning.
Hvis du har fast bopæl i udlandet (domicil)
Hvis du bor i udlandet, er det ikke altid, at din ansøgning kan behandles i Danmark.
Navneændring:
En navneændring skal som udgangspunkt behandles i det land, du bor i, også selvom du er dansk statsborger.
Det er kun, hvis de ikke vil behandle sin ansøgning i dit bopælsland pga. dit danske statsborgerskab at din ansøgning kan blive behandlet i Danmark:
- Du skal ansøge i det sogn i Danmark, hvor du sidst har boet, inden du udrejste
- Er du født i Sønderjylland, skal du ansøge i den kommune, hvor du er fødselsregistreret
- Ansøgningen kan ikke indgives via borger.dk, men skal indgives på en papirblanket
Du skal kunne dokumentere afslaget fra myndighederne i bopælslandet, fx ved en erklæring.
> Find ansøgningsblanketter til udskrift
Navngivning og omsorgs- og ansvarserklæring:
Hvis dit barn er født i Danmark, kan det godt blive navngivet i Danmark, selvom du ikke bor her.
- Du skal aflevere en ansøgning om navngivning til det sogn, der registrerer fødslen. Det er sognet, hvor fødestedet (hospitalet) er beliggende.
- Hvis I ikke er gift og ønsker at få registreret faderskab/medmoderskab, kan I aflevere en omsorgs- og ansvarserklæring til det sogn, der registrerer fødslen. Det er sognet, hvor fødestedet (hospitalet) er beliggende.
- Ansøgningen kan ikke indgives via borger.dk, men skal indgives på en papirblanket
> Find ansøgningsblanketter til udskrift
Hvis du er i tvivl
Hvis du er i tvivl om, hvor du skal henvende dig, kan du finde en myndighed under 'Kontaktoplysninger'