Det begyndte i 1645

Kirkebogen lever og har levet i århundreder. Det at registrere landets borgere går meget langt tilbage i historien. Gennem tiderne har kirkebogen været den officielle registrering af borgeren, herunder af borgerens navn og forældre. Alle, der er født i Danmark, skal være indskrevet i en kirkebog.

Kongen pålagde den 20. maj 1645 ved brev til Sjællands biskop præsterne at "holde rigtig kirkebog med dag og dato for, hvor mange der fødes i sognet samt hvor mange der vies og dør". Ved kongeligt brev af 17. maj 1646 til landets biskopper blev det pålagt landets præster at føre kirkebog med alle fødsler, vielser og dødsfald, foruden de kirkelige handlinger i sognet. Disse bestemmelser blev gentaget i Danske Lov fra 1683 og er i princippet fortsat gældende.

I Danmark har den civile personregistrering over 350 års historie bag sig.

Også før 1645 førtes embedsbøger. De ældste kirkebøger stammer fra 1600-tallet.

Den ældst bevarede kirkebog er fra Østrup, og de ældste indførsler i Østrup-bogen er fra 1574 og stammer altså fra før, det blev påbudt at føre kirkebøger i Danmark.

Kirkebogen har tidligt været brugt som grundlag for udskrivning til hæren. Således registreredes alle bønderkarle mellem 16 og 40 år fra 1652 for at tilvejebringe et udskrivningsgrundlag for en national hær.

Hvad skrev man om

I de ældre kirkebøger kan man finde oplysninger om introduktion, trolovelse og offentligt skriftemål.

Introduktionen var en særlig ceremoni for gifte kvinder ved deres første kirkegang efter en fødsel.

Trolovelse var lovbefalet indtil 1799 og var næsten lige så bindende som vielsen.

Offentlig skriftemål var en slags offentlig bod, som f.eks. ugifte mødre skulle gennemgå. Det foregik ved, at den der skulle skrifte, bekendte sin synd foran hele menigheden og fik tilgivelse af præsten.

I ældre kirkebøgers afsnit om viede eller - copulerede, som det hed - kan man f.eks. støde på ord som Fæstequinde, Fæstemand og Kjereste.

Nogle præster har skrevet mere end de skulle og indført bemærkninger om personer de begravede eller om hændelser i sognet.

Eksempler på disse bemærkninger:

Fra rubrikken "confirmerede drenge" siges det i en registrering fra 1839: "Johan Larsen er stedsøn til Ole Jensen og Hustru Ane Oden". Johans far er altså død, og moderen giftede sig igen før konfirmationsdatoen.

Fra samme kirkebog: "Lars Pedersen er søn af afdøde Husmand Peder Jensen og Hustrue Mette Larsdatter". Denne oplysning taler for at Lars’ mor ikke var gift, da Lars blev konfirmeret.

Gotisk skrift lærte man i skolen frem til 1875. Derfor er alle gamle håndskrevne dokumenter - herunder kirkebøgerne - skrevet med denne skrift.

Tidligere lå retskrivningen ikke nær så fast som i dag. Hvis den, der har skrevet, har talt dialekt, vil det ofte afspejle sig i stavningen i kirkebogen.

Kirkebogen sættes i system

I mange europæiske lande har registreringen historisk været udført af kirken, der var vant til at administrere, og som i forvejen af egen interesse førte protokol over dåb og begravelser.

I mange lande blev kirkernes tilknytning til staten løsnet i 1700- og 1800-tallet, og kirkernes offentlige opgaver - herunder personregistreringen - blev overtaget af staten. I Danmark forblev personregistreringen i kirken. Den civilretslige status af registreringerne understregedes ved indførelse af betegnelsen ministerialbøger i 1812.

Før 1812 måtte den enkelte præst selv bestemme, hvordan han ville indrette bøgerne, og i hvilken orden han ville skrive dåb, vielse og begravelse. Nogle præster har lavet særlige afsnit til de forskellige kirkelige handlinger. Andre har ført registreringerne ind i kronologisk orden.

Efter 1812 er kirkebøgerne ført på skemaer (klik her for at se eksempel).

Det blev også i 1812 bestemt, at der skulle føres to sæt kirkebøger: en hovedministerialbog, som præsten skrev i, og en kontraministerialbog, som blev ført af skolelæreren eller af degnen. De to sæt kirkebøger skulle opbevares hver for sig: Hovedministerialbog og kontrabog måtte aldrig opbevares under samme tag.

Så var man sikret, hvis det ene sæt gik til ved brand.

Sønderjylland

Da Slesvig og Holsten som følge af krigen i 1864 kom under tysk herredømme, blev den tyske ordning på området indført. Den bestod i registrering af fødsler, navngivning, vielse og dødsfald hos en lokal personregisterfører.

Ved genforeningen i 1920 - hvor dansk lov i øvrigt blev indført - genindførtes kirkelig vielse med borgerlig gyldighed i de sønderjyske landsdele. I øvrigt fastholdt man den borgerlige personregistrering i Sønderjylland, oprindelig med den hensigt, at denne ordning skulle indføres i resten af landet. Forslag om at indføre den sønderjyske ordning i resten af landet har dog ikke kunnet samle politisk opbakning.

Den håndførte kirkebog

Senest er registreringspligten stadfæstet ved lov i 1968, hvori det pålægges borgere at foretage anmeldelse af fødsler og dødsfald til folkekirkens kirkebogsførere. Efter dansk retsopfattelse anses tilførsler til folkekirkens ministerialbøger om fødsler, navngivelse og dødsfald som gyldigt bevis for, at de tilførte begivenheder har fundet sted.

Registreringen sker som hovedregel i det sogn, begivenheden kan henføres til. Der er gennem tiden sket ændringer i den praktiske udførelse, afspejlende den almindelige udvikling i samfundet.

Siden 1978 er moderens bopælssogn registreringssogn for fødsler, uanset hvor fødslen konkret er foregået. Begravelser føres i bopælssognet. Hvis en begravelse foregår fra en kirke uden for bopælssognet, indføres begravelsen også i kirkebogen i begravelsessognet.

Finder dåb sted i et andet sogn end fødselsregistreringssognet, fører fødselsregistreringssogn og dåbssogn parallel registrering af navngivning og navneændringer, og begge kan udstede attester. Navngivning uden dåb i folkekirken skal registreres i fødselsregistreringssognet.

Kirkebogen er afløst af elektronisk registrering

Siden 2004 er hovedparten af civilregistreringen sket elektronisk. Folkekirkens personregisterførere foretager fødselsregistrering, navngivning og navneændring samt registrering af dødsfald direkte i CPR-registret. I Sønderjylland er elektronisk registrering taget i brug 1. maj 2007. I de andre trossamfund, der fører ministerialbog, sker registreringen endnu via håndførte protokoller, inden oplysningerne overføres til CPR.