Faderskab

Uanset om du er enlig, samlevende eller gift, skal faderskabet til dit barn fastslås for at sikre barnets rettigheder i forhold til faren, blandt andet retten til at kende sin biologiske baggrund.

Når mor og far er gift med hinanden

Er I gift med hinanden, bliver faderskabet automatisk registreret i forbindelse med barnets fødsel.

Når mor og far ikke er gift med hinanden 

Der er fire forskellige blanketter her på siden, I kan bruge til at fastslå faderskabet:

  • Er I ikke gift med hinanden, og ønsker I sammen at varetage omsorgen og ansvaret for barnet, kan I erklære det på blanketten "Omsorgs- og ansvarserklæring". Herved fastslås faderskabet, og I får fælles forældremyndighed. Dette kan I gøre på www.borger.dk.
  • Er I ikke gift med hinanden, og ønsker I at indgive en omsorgs- og ansvarserklæring til Statsforvaltningen før barnets, kan I udskrive blanketten fra menupunktet "Udskriv blanketter" til højre.
  • Får du barn med en mand, du ikke er gift med, eller er der tvivl om, hvem faren til dit barn er, skal du give oplysninger om, hvem der er eller kan være far til barnet. Du kan give oplysninger på blanketten "Morens oplysninger til faderskabssagen". Anerkender faren faderskabet, medfører det ikke fælles forældremyndighed.
  • Får du barn med en kvinde, du ikke er gift med, kan du anerkende faderskabet til barnet på blanketten "Anerkendelse af faderskab". Anerkendelsen medfører ikke fælles forældremyndighed. Medmindre du og moren er separeret, har været gift eller haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder inden barnets fødsel.
  • Er I forældre til et dødfødt barn eller et barn, der er dødt umiddelbart efter fødslen, kan I registrere faderskabet på blanketten "Registrering af faderskab".

Når faderskabet er fastslået

Bliver et faderskab fastslået, betyder det blandt andet:

  • At faren har forsørgelsespligt over for sit barn
  • At barnet og faren har ret til at arve efter hinanden
  • At faren kan få samvær med sit barn
  • At faren kan få del i forældremyndigheden
  • At barnet kan få farens efternavn
  • At barnet kan få samme statsborgerskab som faren, hvis betingelserne herfor er opfyldt
  • At faren kan få forældremyndigheden ved aftale eller dom

Er et faderskab fastslået, kan det normalt ikke ændres.

Regler for sager om faderskab

Den 1. juli 2002 trådte børneloven i kraft (lov nr. 460 af 7. juni 2001). Loven indeholder regler for behandling af sager om faderskab. Børnelovens regler gælder for børn født den 1. juli 2002 eller senere.

For børn født før den 1. juli 2002 gælder de tidligere faderskabsregler fortsat.